Fællesskab

Fællesskabet

Martin Haugan Ullerup – Lokal ildsjæl og formand for FællesVærket i Nivå.

Små fællesskaber, store udfordringer: Hvordan samler vi byen?

I både Humlebæk, Nivå, Kokkedal og Fredensborg blomstrer de små fællesskaber. Det er sportsklubber, kulturelle foreninger, grundejerforeninger og andre fællesskaber, der giver mening og nærvær i hverdagen. Men hvad sker der, hvis summen af de små fællesskaber ikke formår at skabe et større, samlet byfællesskab? Hvad gør det ved byerne, hvis vi bare bor, men ikke hører til?

Misforstå mig ikke – små fællesskaber er utrolig vigtige, men de kan også blive isolerende. Når fællesskaberne fungerer som siloer, kan de utilsigtet modarbejde hinanden og i værste fald fragmentere vores byer og ikke styrke dem. 

I den lille by på Fyn, hvor jeg kommer fra, er der kun én idrætsforening, og alle idrætsgrene fra gymnastik til fodbold er samlet under samme paraply. I den by arrangerer idrætsforeningen sammen med skolen og de få erhvervsdrivende en fem dages sportsuge hvert år, der samler hele byen. De små fællesskaber styrker det store fællesskab, og alle vinder. Jeg synes det er tankevækkende, at den største begivenhed i Fredensborg Kommune, der kommer tæt på noget lignende, er den to dages sommerfest i Karlebo. En kæmpe bedrift for en by med 248 indbyggere. 

Når fællesskaber lukker sig om sig selv

I de større byer i Fredensborg Kommune er der mange lokale initiativer, som ofte kæmper om de samme ressourcer, opmærksomhed og frivillige kræfter. Dertil kommer boligforeninger, der lukker sig om egne lokaler, aktiviteter og fællesskaber, samt skoler og institutioner, der også står på egne aktiviteter. Resultatet er et paradoks: På trods af en rigdom af aktivitet føler mange, at noget mangler. Byens liv, identitet og større fællesskab forsvinder, og man kigger forgæves efter den by man gerne vil være stolt af. 

Det kræver ikke en revolution at vende udviklingen, men det kræver en indsats. Boligforeningerne, de frivillige foreninger samt skoler og institutioner kan med fordel huske at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan sørger vi også for at bidrage til vores by og til det store fællesskab? Vi bør alle spørger os selv: Hvad kan jeg selv gøre for at skabe den by jeg kan være stolt af, hvor jeg ikke bare bor, men føler mig hjemme?

Nye fællesskaber

Fremtiden kræver, at vi tænker fællesskab på nye måder. I Fredensborg har borgerne købt deres lukningstruede boghandel for at kunne beholde den. I Humlebæk er Kulturstationen vokset ud af lokale ildsjæles ambitioner for deres by. I FællesVærket Nivå glæder vi os til et nye midlertidigt kulturhus i bymidten i den lille bygning vi nyligt har fået af Realdania.

For byernes styrke ligger ikke kun i de mange små fællesskaber, men i evnen til at samle dem i en fælles helhed. Mit håb er, at vi alle sammen i 2025 får modet til at åbne dørene, lytte til hinanden og finde de værdier, vi kan samles om. For i sidste ende er en by ikke bare bygninger, veje og et sted, vi bor – byen er mennesker, der hører til, lever livet og trives i både de små og store fællesskaber. 

Seneste fra huset

FællesVærket frem mod 2026

2025 har været et turbulent år både i Nivå og i hele verden. I Nivå bygges der på livet løs og hele bymidten er i opbrud, så det føles som om de stier man plejer at bruge bliver omlagt på kryds og tværs hver anden uge. FællesVærket har også i 2025 haft både op og...

Inddragelse

Har du hørt om Kommuneinddragelse? Forestil dig en kommune, hvor borgerinddragelse er erstattet af kommuneinddragelse – en ny model, hvor foreninger og engagerede borgere driver udviklingen i lokalsamfundet og inviterer kommunale beslutningstagere samt forvaltningens...